Danmarks samlede oversigt
Find den rigtige sættekasse — ét sted
Vi har samlet 10 sættekasser fra 5 danske webshops, så du nemt kan sammenligne priser, rabatter og modeller.
10
sættekasser
5
danske webshops
4
på tilbud nu
Vi har samlet 10 sættekasser fra 5 danske webshops, så du nemt kan sammenligne priser, rabatter og modeller.
-35% 
-20% 
-19% 
-7% -35% -20% -19% -7% 
Vi indsamler dagligt priser og sortiment fra 5 danske webshops.
Vi tjekker rabatterne — kun reelle nedslag i forhold til førpris vises som tilbud.
Du handler hos shoppen — vi linker direkte, og prisen er den samme for dig.
En sættekasse er oprindeligt en flad trækasse med mange små rum, som blev brugt i bogtrykkeriet til at opbevare løse blytyper. Sætteren stod ved kassen og samlede bogstav for bogstav til den tekst, der skulle trykkes. Hvert rum havde sit bogstav, og rummene var forskellige i størrelse, fordi der skulle være flere e'er end x'er.
Da bogtrykket blev afløst af fotosats og senere af computeren, blev sættekasserne overflødige. De endte på lofter, i genbrug og efterhånden på væggene i private hjem, hvor de fik et helt nyt liv som reol til små ting. Det er den brug, langt de fleste køber en sættekasse til i dag: en vitrine uden glas, hvor små genstande kan stå fremme og alligevel være sorteret.
Derfor er købet af en sættekasse også todelt. Nogle leder efter et stykke autentisk bogtrykkerhistorie med patina og skæve rum. Andre leder efter en praktisk og pæn opbevaring til en samling og er ligeglade med, om kassen nogensinde har set bly indefra. De to køb ender forskellige steder.
En original sættekasse er brugt værktøj. Den har slidspor, mørke aftryk efter årtiers brug, tit et gammelt firmanavn eller et nummer i forkanten, og rumdelingen følger et system, ingen har tænkt over æstetisk. Det er netop derfor, den er interessant: uregelmæssigheden er hele charmen, og ingen to kasser er ens.
En nyproduceret sættekasse eller reproduktion er derimod symmetrisk, ren, ubrugt og fås i faste mål og træsorter. Den er lettere at hænge op, lettere at gøre ren, og rummene er som regel ens store, hvilket faktisk er en fordel, hvis du skal stille en samling af ensartede figurer op.
Vælg original, hvis du er ude efter historien og det levende udtryk. Vælg ny, hvis du er ude efter en reol med små rum og ikke vil bruge en weekend på afrensning.
Det mest almindelige fejlkøb er at vælge sættekassen efter væggen frem for efter samlingen. Mål dine genstande først — særligt den højeste og den bredeste.
Originale sættekasser har typisk en blanding af meget små rum og enkelte større felter. De små rum kan være overraskende små, når figuren først står der. Er dine ting større end et par centimeter, ender halvdelen af rummene ubrugte, og kassen ser tom ud.
Nyere sættekasser fås med færre og større rum, ofte i et jævnt gitter. Nogle har flytbare skillevægge, hvilket er værd at kigge efter, hvis samlingen ændrer sig over tid.
Overvej også rummenes højde i forhold til dybden. En flad sættekasse på væggen skal helst have en forkant, der er lav nok til, at man kan se, hvad der står, men høj nok til at tingene ikke falder ud.
De gamle sættekasser er som regel lavet af massivt løvtræ med tynde skillevægge, ofte med en bund af tyndt plademateriale. Træet er sjældent behandlet med andet end det, arbejdet efterlod: fedt fra hænder, trykfarve og slid.
Nyproducerede sættekasser findes i alt fra ubehandlet fyr til bejdset eller malet MDF. Ubehandlet træ kan du selv bejdse, olie eller male, hvilket er en fordel, hvis kassen skal matche resten af rummet. Malede sættekasser i hvid eller sort giver et mere moderne udtryk og lader genstandene træde frem, mens naturtræ trækker udtrykket mod det rustikke.
Skal kassen hænge et sted med direkte sollys, så vær opmærksom på, at ubehandlet træ og især bejdse ændrer farve over tid — og at genstandene inde i rummene kan blegne, hvilket sjældent er meningen med en samling.
Sættekasser passer til det, der er for småt til at stå alene og for talrigt til at ligge i en skuffe. Klassikerne er miniaturer, fingerbøl, små porcelænsfigurer, tinsoldater, mønter, sten og mineraler, muslingeskaller, legetøjsbiler og småting fra rejser.
Kunsten er redigering. En sættekasse med noget i hvert eneste rum bliver til støj, og øjet finder ikke noget at hvile ved. Lad nogle rum stå tomme, eller gruppér tingene i klynger, så der opstår luft. Det er den enkleste måde at få en sættekasse til at se gennemtænkt ud frem for rodet.
En anden mulighed er at lade sættekassen fortælle en historie frem for at vise en kategori: ting fra samme sted, samme periode eller samme person.
Køber du en gammel sættekasse, så vurder tre ting. Er skillevæggene hele, eller er nogle knækket eller mangler? Er bunden intakt, eller buler den? Og hænger konstruktionen sammen, eller er samlingerne løse?
Kig efter borehuller efter træorm. Små runde huller med fint støv omkring kan betyde aktivt angreb, og en inficeret kasse bør ikke hænges op ved siden af andre træmøbler, før den er behandlet. Lugt til kassen — røg og fugt sætter sig i træ og er svært at få ud igen.
Husk desuden, at kassen har været brugt til blysats og trykfarve, og at der kan sidde gamle rester i rummene. Det er en god grund til at gøre en original sættekasse grundigt ren, inden den kommer ind i hjemmet — særligt hvis den skal hænge et sted, hvor børn kan nå den, eller hvis du vil bruge rummene til noget, der kommer i kontakt med hænder eller mad. Er du i tvivl om, hvad der sidder i træet, så brug den til pynt og ikke til opbevaring af spiselige ting.
Tom vejer en sættekasse ikke meget. Fyldt med mønter, sten eller metalfigurer ændrer regnestykket sig markant, og vægten trækker desuden udad fra væggen, fordi kassen har dybde.
Brug beslag, der er beregnet til vægten, og sørg for at ramme noget, der bærer — en stolpe i en gipsvæg eller ordentlige plugs i murværk. To ophængspunkter er bedre end ét, både for bæreevnen og fordi kassen så ikke drejer skævt.
Mange gamle sættekasser har ingen ophæng overhovedet, fordi de aldrig var tænkt til at hænge — de lå på et skråbord. Regn med, at du selv skal montere en liste eller beslag på bagsiden, og at bagsiden ikke nødvendigvis er stærk nok til at bære alene.
Det, ingen fortæller om sættekasser, er støvet. Mange små rum med mange små ting er nærmest konstrueret til at samle støv, og du kan ikke bare tørre hen over det. Skal samlingen holdes ren uden at du bruger en aften med pensel hvert kvartal, bør du overveje en sættekasse med glasfront eller en låge.
Alternativt handler det om placering. Væk fra køkkenet, hvor fedt binder støvet, og væk fra en åben pejs. En kasse i entreen samler mere snavs end en i soveværelset.
En sættekasse hænger fladt på væggen, og rummene ligger i skygge. Uden lys fra siden bliver hele fladen grå og udetaljeret.
En spot rettet på skrå mod kassen giver skygger i rummene og fremhæver dybden. LED-strips langs overkanten kan bruges, men vær opmærksom på, at lys direkte oppefra kan give hårde skygger, der skjuler de nederste genstande. Vælger du integreret lys, så tænk over, hvor ledningen skal løbe hen — det ødelægger udtrykket, hvis der hænger et kabel ned midt på væggen.
Uden for samlerbrug er sættekassen faktisk en udmærket opbevaring. Liggende på et bord eller i en skuffe holder rummene styr på smykker, skruer, perler, knapper, syting, elektronikdele eller malerartikler.
Her skal du bare være opmærksom på, at en klassisk sættekasse er åben foroven. Skal den flyttes eller stå på højkant, ryger indholdet rundt mellem rummene. Til den brug er en egentlig sortimentskasse med låg mere praktisk — sættekassen vinder på udseende, ikke på transport.
Der er ikke ét standardmål for sættekasser. Formatet varierede mellem lande, trykkerier og skriftstørrelser, og de kasser, der findes i handlen i dag, spænder fra små felter på en halv meter i bredden til store kasser, der fylder en hel væg.
Derfor er der kun ét råd: mål altid, både kassens ydermål og rummenes indvendige mål. Et billede på en produktside afslører ikke, om dine figurer er to eller fire centimeter høje, og det er den slags, der afgør, om købet lykkes.
De billigste sættekasser er nye, små og i letter materialer som MDF eller tynd fyr. De gør arbejdet som pyntehylde, men de føles lette, og skillevæggene er tynde.
I mellemklassen finder du større nyproducerede kasser i massivt træ og almindelige brugte sættekasser fra genbrug og loppemarkeder. Prisen på de brugte svinger voldsomt efter stand og efter, hvor mange andre der leder samme sted.
I den dyre ende ligger store originale sættekasser i god stand, gerne med trykkeriets navn intakt, og møbelproducerede vitrinekasser med glasfront. Her betaler du enten for historien eller for finishen.
Gør rummene rene med en støvsuger med børstemundstykke og en tør pensel — det er langt hurtigere end en klud, der ikke kan komme ned i hjørnerne. Undgå at oversvømme gammelt træ med vand: skillevægge og bund er tynde, ofte limet, og de buler eller slipper, hvis de bliver våde.
Tørt træ kan gives lidt møbelolie eller voks, hvis det ser udpint ud, men vær varsom med at slibe en original sættekasse. Patinaen er det, der gør den værd at hænge op — sliber du den ned til nyt træ, har du en almindelig rumdelt kasse tilbage.
Fordi de fulgte sproget. De bogstaver, der bruges oftest, fik de største rum, så sætteren kunne nå dem hurtigt og have flest af dem. Rumdelingen er altså ikke tilfældig — den er et aftryk af, hvordan man skriver.
Ja, og med noteopklodsning eller fingersamlinger i tynde lister er det et overkommeligt projekt. Fordelen er, at du kan tilpasse rummene præcist til det, du samler.
Et lille stykke museumsvoks eller en klat lim under de letteste genstande holder dem på plads, når man går forbi eller lukker en dør. Det gælder især, hvis kassen hænger tæt på en indgang.
Begge dele fungerer. På væggen bliver den en udstilling, på et bord eller en kommode bliver den mere tilgængelig — men den samler til gengæld mere støv liggende, fordi rummene vender opad.